Om piaskriver.blog

Hvem er Pia?

Jeg blev født i 1959 af pænt voksne forældre, jeg blev 6 måneder efter døbt Pia og har siden giftet mig til Sørensen.

Hele mit voksne liv har jeg boet på landet, det vil sige, så vidt man nu kan kalde det landet, når der kun er 45 min. i bil til Københavns centrum. Mand, hund, hus og bil, jeg har det hele og oveni et godt job som Grafiker.

Jeg har siden min barndom læst bøger, nærmest slugt dem, en efter en. Min far havde nogle mørkerøde læderindbundne bøger med guldtryk stående på en hylde i sit skrivebord. De var skrevet med gotisk skrift og svære at læse. Jeg fik det lært og kom igennem dem alle sammen. Jeg læser stadig en del bøger.

Jeg vil gerne stoppe mere viden ind i hovedet, helst noget jeg kan bruge. Så jeg begyndte i en voksen alder at tage enkeltfag på CPH Businnes, Copenhagen Business Academy. Mit 3. fag har sat gang i udviklingen og er årsag til at jeg forsøger mig med denne blog.

Kan jeg skrive så andre gider læse det?  Jeg ved det ikke og da jeg ikke har prøvet det før så har jeg ikke noget at læne mig op ad.

Hvad vil Pia så skrive om?

Jeg vil skrive om min hverdag, ting der sker for mig, ting der gør mig glad og ting jeg ikke kan lade ligge.  Mennesker med bare arme i solen, gårsdagens softice i vandkanten, hvordan de små ting i min dag lader mig op, hvor min energi kommer fra og meget mere.

Du kender det sikkert godt, et område er blevet afgrænset og lige pludselig er man på vej ud under hegnet. Sådan er det også for mig. Jeg vil derfor ikke love at jeg kun kommer til at skrive om min hverdag, for hvad er mit ord så værd. Jeg vil have frihed til at skrive om hvad som helst.

En ting vil jeg love dig, jeg kommer ikke til at skrive noget negativt eller grimt, det gider jeg simpelthen ikke bruge min tid på. Det er der, det findes og jeg tager stilling til det, jeg behøver ikke skrive om det.

Følg med og se hvordan det går!